Den demografiske udvikling bevirker, at den danske befolkning bliver ældre og ældre. I nær fremtid vil flere få brug for hjælp og pleje, mens der samtidigt vil blive færre ansatte i ældresektoren til at udføre plejen og generelt færre i den samlede arbejdsstyrke til at betale gildet. I sommeren 2021 anslog fagforbundet FOA, at der allerede i 2030 vil mangle 42.000 Social- og Sundhedsassistenter på landsplan. Det er på alle måder en bekymrende udvikling.

I januar 2022 modtog jeg en invitation fra debatredaktøren på net-mediet Altinget.dk, der ønskede en debat om det stigende antal ældre med minoritetsbaggrund i Danmark. I invitationen hed det blandt andet: ”En befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik viser, at antallet af ikke-vestlige indvandrere over 65 år forventes at stige fra cirka 29.500 i dag til mere end 132.000 i 2050. Og selvom demens, kroniske sygdomme og alderdom hverken kender til hudfarve, religion eller kultur, kan sproglige og kulturelle barrierer skabe en anderledes type udfordringer, end dem vi typisk diskuterer i forbindelse med den demografiske udvikling.”

Debatten skulle altså handle om minoritetsældre som en gruppe med specifikke udfordringer; en gruppe der både har individuelle udfordringer og en gruppe, der udgør en særlig samfundsmæssig udfordring.

Jeg modtog invitationen i kølvandet på udgivelse af monografien: ”Minoritetsældre og selvudpegede hjælpere: Kommunal velfærd og omsorg i forandring” (Rytter et al. 2021). Trods skepsis om formatet med en iscenesat debat, der alene fokuserer på ældre med flygtninge- og indvandrerbaggrund, så besluttede jeg mig for at medvirke.

Mine forbehold viste sig dog at være velbegrundende. Et af de første indlæg var skrevet af Dorthe Nielsen, professor i interkulturel sygepleje, Syddansk Universitet. Hun påpegede hvordan minoritetsældre er særligt udsatte, dels fordi de ofte har udfordringer med at kommunikere med plejepersonale på dansk, hvilket betyder, at det i mange tilfælde ender med at være familiemedlemmer, der må påtage sig ansvaret for plejeopgaven. Dels fordi flere minoritetsældre ikke har permanent opholdstilladelse, hvilket ”medfører, at de lever i konstant angst og usikkerhed for, hvor de skal leve i fremtiden, men også hvor de skal dø” (Nielsen 2022).

Nogle dage senere fulgte et indlæg fra Inge Jekes, formand for Sygeplejesker i Kommunerne (DSR). Hun påpegede diversiteten i den voksende ældrebefolkning og vigtigheden af, at ”arbejde efter princippet om at tage udgangspunkt i den enkeltes behov. Det er til gavn for alle ældre” (Jekes 2022). Jekes fremhævede endvidere behovet for individuelle hensyn til ældres religiøse og kulturelle baggrund og vigtigheden af, at kunne kommunikere på tværs af sprogbarrierer. Dette er imidlertid ofte besværliggjort af de gældende tolkeregler, der fra 1. juli 2018 betyder, at såfremt du, efter at have boet tre år i Danmark, fortsat har behov for tolk, så må du selv betale for ydelsen. Umiddelbart et rimeligt krav, men overser dog alligevel dels, at en del ældre aflærer dansk efter en årrække i eget hjem, hvor de måske primært kommunikerer på deres modersmål og at fx demens ofte rammer ens sproglige evner. Dels det faktum, at en del minoritetsældre ikke har fuld folkepension og lever under fattigdomsgrænsen (Liversage 2022) – de har måske slet ikke har råd til tolkeydelser.

Overordnet var det to velfunderede og sobre indlæg, skrevet af førende aktører med viden indenfor området. Da Altinget postede Inge Jekes’ debatindlæg på deres Facebook-side, blev det imidlertid alt andet end velfunderet og sobert. Kommentarsporet samlede en masse indlæg (147 kommentarer den 25. februar, 2022), der overordnet var meget kritiske (til tider nedladende) og udviste meget lidt forståelse for minoritetsældres særlige udfordringer. Her er nogle vilkårlige eksempler * :

Britta:

”Kan ikke have medlidenhed med folk, der har boet årevis i Danmark uden at gide lære sproget. At de står med håret i postkassen, er deres egen skyld”.

Anette:

”De kunne have lært dansk, da de var yngre. Sådan er vilkårene vel også i andre lande: hvis man vil have glæde af de ydelser, der er i de pågældende lande, må man først lære sproget”.

Dan:

”Så må de jo bare lære dansk i tide eller luffe af, hvor de kommer fra”.

Leif:

”Det kan folk også, hvis de bare ikke kommer fra Mellemøsten eller Afrika. Tager du eksempelvis polakker, hvis de bliver i landet går der ikke lang tid, før de kan tale dansk”

Bjarne:

”Tolkning er noget man med rimelighed kan bede om de 2-3 første år, hvor man bor i et nyt land. Hvis man stadig vælger at leve i et parallelsamfund uden at lære sig sproget, er man selv ude om, at man ikke forstår, hvad der bliver sagt”.

Per:

”Ældre indvandrere der ikke forstår dansk, skulle aldrig ha’ haft adgang til Danmark”.

Karen:

”Man skulle være ikke-vestlig indvandrer, for så får man særbehandling, det er stor forskelsbehandling til dem som aldrig har betalt en krone i skat, det er bare ikke i orden”.

Generelt er der i kommentarsporet meget lidt empati og forståelse for den svære situation, som mange minoritetsældre ender op i sidst i livet.

I forskningsprojektet Solidarities interesserer vi os for forhandlinger af ”deservingness” og nye former for solidaritet – eller det modsatte (se fx indlæg af Silke Zschomler). Den engelske term ”deservingness” er svær at oversætte direkte til dansk, da den både har en juridisk dimension: det man formelt har ret til, og en mere moralsk dimension: det man har gjort sig fortjent til.  

Ovenstående hårde udsagn om ikke-vestlige ældres sproglige kompetencer og manglende ”deservingness” er funderet i en kulturel grammatik om velfærdsstaten, som en gave vi giver hinanden (Rytter 2019). Som den franske antropolog Marcel Mauss påpegede i sin klassiske udredning af gavens logik, så er alle forpligtet til at give, modtage og gengælde gaver (Mauss 2001 [1924]).

Velfærdsstatens økonomiske omfordeling fra rige til fattige borgere og dens forsikring af alle borgernes skolegang, sundhed og eksistensminimum kan ses som en udveksling af gaver. Bidrag via skattebilletten er det afgørende bevis på deltagelse og tilhørsforhold til fællesskabet. Fra vugge til grav er vi som borgere omsluttet af velfærdsstaten. Groft sagt er vores livsforløb formet af en generaliseret reciprocitet eller gensidighed, hvor vi i forskellige faser enten yder eller nyder godt af de fælles goder.

Men i hvilket omfang er flygtninge og indvandrere berettigede til at modtage velfærdsydelser fx ret til særlige hensyn og sprogbistand sidst i livet? Rationalet er følgende: Eftersom mange først er kommet til Danmark midt i livet, har de ikke bidraget til fælleskassen og er således ikke nødvendigvis berettigede til alle goderne. Denne logik er afspejlet i reglerne om brøkpension, hvor en borger først efter 40 år på arbejdsmarkedet har ret til at modtage fuld ydelse (Liversage 2022).

De senere års økonomiske smalhals og den demografiske udvikling med en stadigt ældre befolkning har synliggjort, at selv i velfærdsstaten er velfærd et begrænset gode. Som flere udtalelser i kommentarsporet understreger, så bliver der jo mindre tilbage af den samlede kage, hvis den skal deles med indvandrere og flygtninge.

En konsekvens af den kulturelle grammatik er således en spirende mistanke om ”negativ reciprocitet” dvs. om at visse borgere får adgang til ressourcer og ydelser, som de ikke er berettiget til. Mistanken rammer særligt indvandrere og flygtninge, der ofte fremstilles som personer eller familier, der kører på frihjul og nasser på andres arbejde og indsats – de nyder således godt af goder, som de ikke har fortjent.

Altingets debat om fremtidens pleje af det stigende antal minoritetsældre blev fremkaldervæske for udbredte ideer om ”deservingness” og grænser for solidaritet, når det gælder fordelingen af velfærdsressourcer mellem den gammeldanske majoritet og etniske minoriteter. Minoritetsældres særlige behov bliver fremstillet som udtryk for særbehandling eller særkrav, til trods for at de blot realiserer de ti principper for værdig ældrepleje som Ældre Sagen, Dansk Sygeplejeråd (DSR) og FOA sammen formulerede år tilbage. De handler grundlæggende om ”at ligesom vi hver især har ret til at leve det liv, vi ønsker, har vi også i alderdommen ret til at kunne fortsætte med den levevis, der giver os livskvalitet, så vidt det er muligt” (Jekes 2022).

Altinget fik deres debat. De ønskede en konstruktiv debat om udfordringer og mulige fremtidige løsninger, men det blev, i hvert fald i deres kommentarspor på Facebook, i højere grad en hård debat om minoritetsældres tvivlsomme legitimitet og ”deservingness” i forhold til velfærdsstatens knappe ressourcer.

Litteratur:

Jekes, Inge (2022). ”Tolkeregler forringer ikke-vestlige ældres adgang til sundhedsvæsenet. Altinget.dk, den 6. februar, 2022.

Liversage, Anika (2022). ”Ældre flygtninge risikerer at få en vanskelig og fattig alderdom”, Altinget.dk, den 10. februar, 2022.

Mauss, Marcel (2001[1924]) Gaven – Gaveudvekslingens form og logik i arkaiske samfund. København: Forlaget Spektrum.

Nielsen, Dorthe (2022) ”Pårørende til ikke-vestlige ældre løfter bekymrende tung omsorgsburde”. Altinget.dk, den 2. februar, 2022.

Rytter, Mikkel (2019). “Writing against integration. Danish imaginaries about culture, race and belonging”. Ethnos: Journal of Anthropology, vol. 84(4): 678-697. Rytter, Mikkel, Sara L. Sparre, Abir M. Ismail og Anika Liversage (2021). Minoritetsældre og selvudpegede hjælpere. Kommunal velfærd og omsorg i forandring. Antropologiske Studier nr. 8. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag

* Facebook-brugerne er blot gengivet ved fornavn for at sikre dem anonymitet. Selvom deres kommentarer er fremsat på Facebook og følgelig er del af et offentligt rum og debat, så har de ikke selv valgt at indgå i denne sammenhæng. Det er heller ikke de enkelte personer, men deres udsagn, der er relevante i denne sammenhæng. Jeg har enkelte steder indsat et komma eller rettet stavefejl i kommentarerne for læsevenlighedens skyld.

Share: See me coming

close

GET UPDATES

Read our privacy policy.