Det kræver ikke mange minutters søgning på antropologisk litteratur før man finder ud af, at antropologer er glade for at bruge ord som ”samarbejde” og ”dialog”, når de beskriver deres egen forskning. Nogle vil måske gå så langt som at sige, det er blevet en diskurs. Men hvad karakteriserer egentlig det gode samarbejde?

Forskning som samarbejde

Der findes mange måder både at problematisere og argumentere for samarbejde i antropologisk vidensproduktion. I det her blogindlæg ser jeg nærmere på samarbejdets iboende modsætning- øjeblikke hvor samarbejdet eller dialogen går galt, bliver udfordret, møder modstand eller forbehold, og hvordan disse ofte uventede øjeblikke potentielt bærer vigtige indsigter med sig, som kan være afgørende i opbygningen af kulturkritiske analyser (Suhr 2018, se også Otto, Deger & Marcus, pre-accepted).  Samarbejdsorienteret eller ej, så er al forskning til en vis grad forbundet med elementer af modstand. Som jeg hørte antropolog og biolog Andreas Roepstorff italesætte det meget præcist i Brinkmann på P1 om forskning på tværs, så handler vidensdannelse netop om at etablere modstandspunkter i verden og øge opmærksomheden omkring det vi ikke kan tænke frit om.

I mit projekt om solidaritet i mødet mellem syriske flygtninge og deres nye naboer (inkl. frivillige, NGOer og velfærdsstatens frontmedarbejdere) oplever jeg ofte, at det der er svært at tænke frit om, eksisterer i relation til et svært undslippeligt magtforhold mellem ”flygtning” og ”modtagersamfund”, mellem ”gæst” og ”vært”. Som antropolog på feltarbejde i mit eget land, bliver samarbejde for mig derfor også en måde at imødekomme risikoen for metodologisk nationalisme (De Genova 2016). Med samskabelsen af en etnografisk udstilling inviteres deltagerne på projektet til at forstyrre min synsvinkel som ”indfødt”, der når alt kommer til alt, vil være ukritisk. Med tanker som disse gik jeg i gang med mit feltarbejde og følte mig godt klædt på. For to uger siden havde jeg så en samtale med en af deltagerne på projektet, der på et meget tidligt stadie i vores samarbejde bød ind med en modstand mod flygtninge-projekter, som skulle vise sig at blive relevant for den videre udvikling af projektet.

En kunstners forbehold

”Jeg er blevet spurgt masser af gange om jeg ville være med i udstillingsprojekter, men jeg har altid sagt nej. For mig var problemet, at jeg kun ville få opgaver, der var i relation til noget med flygtninge. De ville arbejde med mig fordi jeg var… Eller.. De havde behov for en ”talentfuld flygtning”. En anden god grund var hvis budgettet var lavt. De opfattede mig som billig arbejdskraft” – uddrag af feltnoter, 12.10.20

Vi skulle være mødtes i udstillingsrummet, på sidste åbningsdag for hans seneste udstilling, men da arrangementet blev aflyst på grund af Covid-19 bestemte vi os for at mødes på Skype. Manden jeg havde sat i stævne, er en professionel kunstner fra Syrien, som kom til Danmark for 6 år siden. Undervejs i samtalen spørger jeg ham om han kunne tænke sig at være med til at designe nogle udstillingsworkshops sammen med en række af de andre deltagere på projektet. Det producerede materiale vil komme til at indgå i en etnografisk vandreudstilling. Jeg forklarer, at ambitionen med co-design og medkuratering er at skabe forskellige platforme for dialog og at engagere projektets deltagere som aktive medskabere af ny viden på området. Men hvorfor blev forbeholdet så starten på hans svar? Hvad var det projektets nyeste deltager ville have mig til at forstå? Måske følte han bare det var vigtigt for mig at være bekendt med de udfordringer han før har mødt i sit virke som professionel kunstner. Det her projekt handlede jo i min optik om noget andet. Eller gjorde det? Vores samarbejde var jo også blevet til fordi jeg kendte til hans baggrund og status som flygtning.

Efterhånden som jeg begyndte at tænke over det, var jeg stik i mod min egen plan om at fokusere på mødet i stedet for flygtningen, begyndt at fokusere mere og mere på at etablere kontakt til og genoplive gamle forbindelser til syrere. Måske fordi meget af mit eksisterende netværk var syrere, måske fordi jeg ubevidst var i gang med at rangordne mine samarbejdsrelationer. Den modstand og de forbehold han bragte ind i vores samtale og samarbejde, omend ikke direkte rettet mod mit projekt, som han havde indvilget i, er siden vokset til en uundværlig kritisk påmindelse, som nu er med til at drive projektets konceptuelle og metodiske udvikling. Efter vores møde har jeg en fornyet opmærksom på, hvordan jeg bevæger mig i felten, og hvordan jeg kan gå ad nye veje, så jeg ikke havner tilbage ved populære humanistiske narrativer, der let begrænser repræsentationen af flygtninge til lidelses- og offerhistorier eller succesfortællinger (Fiddian-Qasmiyeh, no date) -som berørt i indlægget her – om talentfulde ”super-flygtninge”.

I stedet for at søge at udglatte, udjævne eller ignorere modstandsøjeblikke, blev jeg for et øjeblik i vores samtale mindet om væsentligheden af ikke kun samarbejde, men også modstand mod samarbejde, som fremført af antropolog og filmproducer Christian Suhr (2018), og hvordan at modstand i forskellige former kan være med til at fremme den slags spændinger, som dialogiske og kulturkritiske udstillingsanalyser kan bygges op omkring.


Share: See me coming

close

GET UPDATES

Read our privacy policy.