Siden COVID-19 rullede ind over Danmark i marts 2020, har der været en række lokale opblomstringer af smitten. I sommeren 2020 var det blandt dansk-somaliere i Aarhus, og i september viste tal fra Statens Serum Institut, at hele 46% af de smittede i en række Vestegnskommuner havde pakistansk baggrund. I samme periode var der også markante smitteforekomster andre steder fx i Nordsjællands politi, forskellige højskoler og plejehjem, men det var nu engang smittespredning blandt etniske minoriteter, der tiltrak sig mest opmærksomhed fra medier og politikere. Etniske minoriteter er tilsyneladende mere sårbare end andre grupper i befolkningen, når det gælder COVID-19 – de er udsatte for smitte såvel som for stigmatisering.

Den 31. august 2021 havde jeg fornøjelsen af at deltage i et seminar med titlen: ”COVID-19 pandemien: Hvad har vi lært om migranter og etniske minoriteter?”. Seminaret var arrangeret i samarbejde mellem Dansk Selskab for Indvandrersundhed (SIS) og Forskningscenter for Migration, Etnicitet og Sundhed (MESU) og bød på oplæg fra forskellige myndigheder, forskerhold og NGO-initiativer, der arbejder med indvandrer- og flygtningegrupper. Gennemgående spørgsmål på seminaret var: Hvorfor er etniske minoriteter så udsat for smitte? Og hvordan kan man bedst række ud til dem med oplysning og informationskampagner?

Boligforhold blandt ældre med pakistansk baggrund

Gruppen af dansk-pakistanske medborgere tæller ca. 21.000 personer, der primært er bosat i København og omegn. Flere oplægsholdere pegede på gruppens arbejdsmarkedsprofil, som medvirkende årsag til hvorfor de er så udsat for COVID-19. Mange er selvstændige som taxachauffører, frisører, i restaurationsbranchen eller står bag disken i butikker eller kiosker. Andre agerer som frontmedarbejdere i sundhedsvæsnet som læger, sygeplejesker, SOSU-assistenter eller tandlæger. Alle jobfunktioner med direkte borgerkontakt, der kun i mindre grad har været ramt af nedlukning – dette gør oplagt dansk-pakistanere særligt udsatte.

Det er imidlertid også væsentligt at inddrage dansk-pakistaneres boligforhold og familieformer i forhold til udbredelsen af COVID-19. Et nyt registerstudie viser, at dansk-pakistanere i alderen 65-74 år har nogle markant andre boligforhold og familieformer end den øvrige befolkning (Liversage & Rytter 2021).

Figur 1: Forholdet mellem kernefamilie vs. udvidet familie

Figur 1 viser, at den ”udvidede familie” er mere udbredt blandt forskellige indvandrer- og flygtningegrupper end i den bredere danske befolkning. Kigger man specifikt på gruppen af dansk-pakistanere, så er det hele 41% af de ældre, der lever i forskellige former for udvidede hushold.

Figur 2: Typer af udvidede familier for ældre med pakistansk baggrund

Figur 2 viser forekomsten af forskellige husholdskonstellationer blandt de ældre dansk-pakistanere (65-74 år), der lever i udvidede familier. Hyppigst – hele 34% – er det klassiske virilokale hushold, hvor ældre bor sammen med én af deres sønner og hans ægtefælle og eventuelle børn. Endvidere lever 22% i ”andre kombinationer” af større familier med flere generationer.

Selvom det er markante tal, så er det ikke hele billedet. Statistikken viser alene ældre, der bor på samme matrikel som deres børn, sviger- og børnebørn. Andre ældre indgår i såkaldte ”familier med åbne døre” (Schmidt 2002), hvor flere familiemedlemmer bor i samme villakvarter, boligkarre eller opgang. Et eksempel på denne familieform blev under et interview præsenteret af 22-årige Alina (se figur 3):

Figur 3: Familien Khan – eksempel på ”en familie med åbne døre”

Alina bor sammen med sin fraskilte mor og søster, to onkler med deres hustruer og børn, hendes afdøde onkels enke og børn samt sin 85-årige mormor. De bor i to huse beliggende side om side på en stille villavej syd for København. Blot fem minutter derfra bor endnu en moster, med sin familiesammenførte pakistanske mand og børn. Formelt bor de hver for sig, men reelt deler de daglige måltider, tid, penge, børneopdragelse, glæder, sorger samt alle plejeopgaverne knyttet til den aldrende mormor. Alina forklarede, at hun betragter de 24 personer fordelt i tre huse som én samlet familie.

Uanset om vi taler om ”udvidede familier” eller ”familier med åbne døre”, så er resultatet det samme. Ældre dansk-pakistanere er mere eksponerede for COVID-19 end andre ældre, fordi så mange lever i udvidede familier og hushold, hvor de gennem deres børn, sviger- og børnebørn uforvarende får en stor berøringsflade til det omgivende samfund. Samme pointe er også fremført i britiske studier, se Bambra et al. 2020.

Brostrøm til fredagsbøn

Seminaret havde en række interessante oplæg om lokale indsatser og samarbejder mellem kommuner, civilsamfund og sundhedsmyndigheder. Særligt præsentationen ”Informationen om COVID-19 til borgere med anden etnisk baggrund end dansk” ved Nina Timm Tornbjerg fra Sundhedsstyrelsen fangede min opmærksomhed. Oplægget præsenterede en række af de tiltag, som styrelsen har iværksat for at oplyse borgere med anden etnisk baggrund om smitteforebyggelse og vigtigheden af vaccination. Sidst i oplægget blev der vist slides med Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, der den forgangne uge havde deltaget ved fredagsbønnen i Minhaj-ul-Quran moskeen i København.

Formålet med direktørens besøg var at udbrede kendskab til vaccinen og imødegå myter og rygtedannelser. Under besøget stod frivillige fra initiativet TaskForce COVID-19 klar til at vaccinere unge som gamle i moskeen. Der kom imidlertid ingen borgere til vaccination den eftermiddag. Ifølge talsmand for TaskForce COVID-19, privatpraktiserende læge Urfan Ahmad, skyldtes det imidlertid ikke, at moskeens brugere var imod vaccine, men snarere, at alle de ældre, der var tilstede den pågældende fredag allerede var vaccineret. Ifølge Ahmad er det ikke længere ældre indvandrere, der er udfordringen i forhold til vaccine, men nærmere deres børn og særligt børnebørn, som ofte har en mere afslappet holdning til pandemien og risikoen for at blive smittet og for at smitte andre.

Uanset hvad blev Søren Brostrøm besøg i moskeen fulgt af forskellige landsdækkende medier. Direktøren rakte målrettet ud og søgte dialog om pandemien med forskellige migrantgrupper. Hermed fik han imidlertid også koblet vaccineindsatsen med fredagsbønnen dvs. den sundhedsfaglige indsats med islam – noget han tidligere var blevet skarpt kritiseret for af sin chef, den socialdemokratiske Sundhedsminister Magnus Heunicke.

Det skete tilbage i maj 2021 hvor Sundhedsstyrelsen udgav pjecen ”Spørgsmål og svar om islam og vaccination mod COVID-19”. Om pjecens formål og tilblivelse forklares det: ”Vaccinerne mod COVID-19 er et effektivt våben i kampen mod pandemien, men de kan give anledning til en del overvejelser – også af religiøs karakter. Derfor har organisationerne Dansk Islamisk Center, Diyanet (Dansk-Tyrkisk Islamisk Stiftelse), Den Islamiske Union i Danmark, Dansk Marokkansk Forum, Muslimernes Fællesråd, Dansk Muslimsk Union og Minhaj-ul-Quran Danmark i samarbejde med Sundhedsstyrelsen forsøgt at give svar på nogle af de hyppigste spørgsmål, som danske muslimer stiller om vaccinerne mod COVID-19”. (side 4). Pjecens to forord var forfattet af Søren Brostrøm og den dansk-pakistanske imam Naveed Baig fra Dansk Islamisk Center (DIC).

I første del af pjecen formidles sundhedsfaglige spørgsmål, mens anden del adresserer nogle af de spørgsmål og myter, der florerer i muslimske miljøer om COVID-19 og vaccineprogrammet. Pjecen giver således svar på spørgsmål som: ”Er vaccinerne halal?”, ”Er de lavet på dyr og / eller alkohol?”, ”Vil vaccinerne påvirke min fertilitet?” eller ”Må jeg lade mig vaccinere under ramadanen?”.

Pjecen påpeger endvidere hvordan det, at: ”tage hånd om ens sundhed og helbred er noget, som muslimer er forpligtet til. Tillid til Gud og aktiv selvhjælp går hånd i hånd, og det er ikke hinandens modsætninger”. Endeligt henvises der til sunnaen (sædvanen) og hvordan ”Profeten Muhammad modtog og anbefalede medicinsk behandling og sagde bl.a. ’tadawu’ (søg behandling)” (side 10). For at komme bredest ud blev pjecen udgivet på dansk, arabisk, engelsk, farsi, somali, tyrkisk og urdu.

Umiddelbart fremstod pjecen som en velkommen og rettidig intervention med henblik på at imødekomme myter og rygter, samt anspore grupper af etniske minoriteter til at lade sig vaccinere. Alligevel blev initiativet mødt med forundring og forargelse på Christiansborg.

Marcus Knuth fra Det Konservative Folkeparti (K) indkaldte ministeren til samråd i Sundhedsudvalget for at få forklaret, hvorfor Sundhedsstyrelsen havde indledt et samarbejde med muslimske religiøse autoriteter. Ved samrådet redegjorde Magnus Heunicke for forløbet med tilblivelsen af pjecen. Han forsikrede udvalget om, at pjecen var sundhedsfagligt forsvarlig og havde et vigtigt formål i at udbrede viden om vaccineprogrammet. Alligevel fik ministeren under det timelange samråd en række kritiske spørgsmål om koblingen mellem sundhedsinformation og religiøs vejledning. Ministeren endte med at lægge sig fladt ned og beklage, at sundhedsmyndighederne havde inddraget religiøse perspektiver i deres kampagne.

Denne beklagelse var bagtæppe for Søren Brostrøms moskebesøg. Efter præsentationen rakte jeg fingeren op og spurgte om ministerens samråd og skarpe afstandstagen fra at koble sundhedskampagner og religion, havde haft betydning for Brostrøms beslutning om at deltage i fredagsbøn. Her tog Helene Bilsted Probst, Sundhedsstyrelsens vicedirektør ordet og understregede, at det for det første var del af Styrelsen opdrag at række ud til alle borgergrupper. Og for det andet, at der måske nogle gange (underforstået: ofte) var ret markant forskel mellem de fælles indsatser, der etableres mellem fx Styrelser, kommunale aktører og civilsamfundet, og så den værdipolitiske dagsorden, der synes at dominere debatterne på Christiansborg, når det gælder spørgsmål vedr. etniske minoriteter med muslimsk baggrund.  

Dagens lektie

Den måske vigtigste lektie fra det afholdte COVID-19 seminar var således, at kommunalpolitik ofte er langt mere pragmatisk og løsningsorienteret end landspolitik. Under COVID-19 har der været iværksat en række lokale initiativer, hvor forskellige myndigheder og kommunale aktører har samarbejdet med muslimske organisationer i forsøg på at nå ud til gruppen af ældre med etnisk minoritetsbaggrund. Omvendt synes mange landspolitikere at have en anden dagsorden – de fokuserer ofte mere på symbolske markeringer, drillerier og ’sager’, der kan skabe opmærksomhed og (måske) flytte lidt vælgerstemmer. Den pædagogiske udfordring fremover er således ikke blot at få etniske minoriteter overbevidst om vigtigheden i at lade sig vaccinere, men også at få Christiansborgpolitikere til at lade være med at fortabe sig i symbolsk os/dem-politik.

Samlet illustrerede seminaret hvordan etniske minoriteter faktisk ER mere udsatte end den øvrige danske befolkning, når det gælder COVID-19 – de er særligt udsatte for smitte, som følge af deres arbejdsliv, boligforhold og familieformer, og de er kronisk udsatte for stigmatisering, når værdipolitik kommer til at veje tungere end lokale samarbejdsrelationer og pragmatiske løsninger. 

Referencer

Bambra, Clare, Ryan Riordan, John Ford, og Fiona Matthews (2020). ”The COVID-19 pandemic and health inequalities”, Journal of Epidemiology and Community Health. Vol. 74 (11): 964-968. doi:10.1136/jech-2020-214401.

Liversage, Anika og Mikkel Rytter (2021). ”De nye gamle. Karakteristika ved den voksende gruppe etniske minoritetsældre”, Tidsskriftet Gerontologi, online før print.

Schmidt, Garbi (2002). Tidsanvendelse blandt pakistanere, tyrkere og somaliere – et integrationsperspektiv. København: Socialforskningsinstituttet 02:28.

Share: See me coming

close

GET UPDATES

Read our privacy policy.