Flygtninge kommer i alle aldre. Forskere har haft en tendens til at prioritere kvinder og mænd, ægtepar, samt unge og børn – hvor nogle er på flugt sammen med voksne familiemedlemmer, mens andre er såkaldt ’uledsagede’. Men der er også en mindre, ofte overset gruppe, der sidst i livet enten flygter fra krig og katastrofe, eller udvælges fra UNHCR flygtningelejre til genbosætning et andet sted i verden. Uanset flugthistorie risikerer ældre flygtninge imidlertid at falde mellem stole og blive usynlige for kommunale og frivillige hjælpetiltag.
FN’s flygtningeorganisation UNHCR har ansvaret for beskyttelse af over 20 millioner flygtninge verden over, og eksempelvis i 2020 hjalp de med at genbosætte 40.000 flygtninge i 25 forskellige lande. Danmark plejede at modtage en årlig kvote på 500 flygtninge til genbosættelse. Det stoppede imidlertid i kølvandet på den såkaldte ’flygtningekrise’ i 2015 da et flertal i Folketinget besluttede, at Danmark havde brug for en pause. I 2020 besluttede den Socialdemokratiske regering imidlertid at genoptage genbosætning – nu dog kun med en kvote på 200 årligt. Ydermere ville man alene have enlige kvinder og børn, samt i nogle tilfælde familier i tre generationer. De er alle flygtet fra krig og uroligheder i den Demokratiske Republik Congo og har i en årrække (for nogles vedkommende i årtier) boet i flygtningelejre i Rwanda. Børnene har ofte gået i skole i lejrene, mens en del af de voksne har meget begrænsede læse- og skrivefærdigheder.
Ankomsten af 2020-kohorten var svært forsinket grundet COVID-19 og en flaskehals i UNHCR-systemet. De første kvinder og børn ankom derfor først lige før jul i 2021 eller i løbet af vinteren og foråret 2022. De samlet 198 individer blev boligplaceret i 33 kommuner over hele Danmark.
Blandt de genbosatte kvoteflygtninge er nogle håndfulde ældre kvinder, bedstemødre, der er genbosat med et eller flere voksne børn og børnebørn. Det er kvinder i 60erne og 70erne som på ingen måde passer ind i den forståelse, der er af en ’ideal flygtning’ i det danske system.
Når kvoteflygtninge ankommer til Danmark bliver de anvist en hjemkommune, hvor de skal bo de første tre år. Dette er del af den nationale plan for fordeling af flygtninge. Deres nye hjemkommune har pligt til at stille en bolig til rådighed. De voksne får igangsat et integrationsprogram med sprogskole og jobpraktik, mens de mindste børn starter i daginstitutioner og skolebørn fordeles i modtageklasser.
Modtagelsen og integrationsprogrammet er indrettet mod, at flygtninge hurtigst muligt kan få et arbejde, og tjene deres egne penge i stedet for at ende på offentlig forsørgelse. Mens de er i deres integrationsprogram, modtager flygtninge den lave ’selvforsørgelses- og hjemrejseydelse’ (tidligere integrationsydelse). Beløbet er aktuelt 6.219kr, og det dobbelte hvis man er enlig forsørger.
Integrationsprogrammet beror på en grundforståelse og samfundskontrakt om, at flygtninge (ligesom alle andre duelige borgere) skal yde for at kunne nyde velfærdsstatens goder. De skal dels gå på sprogskole og lære dansk, og dels i ’jobpraktik’ på arbejdsmarkedet så de hurtigst muligt kan blive selvforsørgende. Denne type jobpraktik, knyttet til integrationsprogrammet, er imidlertid kritiseret af flygtninge selv for at være dybt frustrerende, idet de er tvunget til at acceptere de praktikforløb, som kommunen anviser, uden de nødvendigvis oplever at komme tættere på en ordinær ansættelse. I stedet går flygtninge ofte fra praktik til praktik, og bliver aldrig rigtig del af arbejdsmarkedet, da de blot har korte ansættelser, og ikke får egentlig løn, men blot arbejder for at kunne modtage deres ’selvforsørgelses- og hjemrejseydelse’. Endvidere bliver de ofte ikke set og anerkendt som rigtige kollegaer med samme stemme og rettigheder som alle andre på arbejdspladsen (Rytter og Ghandchi 2020; Jørgensen og Shapiro 2023).
Uanset om denne form jobpraktik er rimelig eller hensigtsmæssig i forhold til at få flygtninge i arbejde, så er det en model, der beror på en ’ideal flygtning’, dvs. en mand eller kvinde mellem 18 og 45 år, der hverken har fysiske skavanker eller psykologiske mén, fx i form af traumer eller PTSD efter deres flugt og turbulente fortid. Tilsvarende, mens mor og far skal i jobpraktik, sluses børn og unge ind i daginstitutioner, folkeskole og ungdomsuddannelser. Alle ’ideal flygtninge’ har således en plads i modtagelses- og integrationsprogrammer modelleret over kernefamiliens konstellation med far, mor og børn.
Men hvad med de ældre flygtninge, fx de congolesiske bedstemødre, der er genbosat fra lejre i Rwanda – de er hverken arbejdsduelige eller produktive på samme måde som den yngre generation (jf. Ramsay 2018). Så hvem ser og hører de ældre flygtninge? Hvilke veje ind i Danmark kan de forvente?
I april besøgte jeg Roberta, én af de ældre genbosatte kvinder. Roberta er i 60erne og har levet en årrække i en flygtningelejr i Rwanda. Hendes voksne søn døde, mens de boede i lejren. Hun er kommet til Danmark med sin søster og dennes to voksne børn og et barnebarn.
I den første periode efter ankomsten boede familien sammen i en stor lejlighed, som kommunen havde stillet til rådighed – der stod i papirerne fra UNHCR, at de havde bedt om at bo sammen. Det mente de imidlertid aldrig at have sagt. I Rwanda havde de aldrig boet under samme tag. Efter et halvt års tid lykkedes det kommunen at finde forskellige lejligheder, så de fire voksne kunne få hver deres bolig.
Ved mit besøg boede Roberta derfor i en lille lejlighed på anden sal i en gammel ejendom. Lejligheden havde ét rum, der både fungerede som køkken, sofahjørne og spisekrog. Derudover var der et lille soveværelse og et toilet. Det var oppe under taget med skrå vægge. Den lille lejlighed var sparsomt møbleret med en sofa, lænestol og lille spisebord.
Roberta var meget stille og fåmælt. Efter ankomsten til Danmark havde hendes sagsbehandler fået hende udredt for traumer. Det endte imidlertid uforløst, da man ikke rigtigt kunne vurdere hendes tilstand. Hendes tungsind skyldes vist mest tabet af hendes søn og deres fælles fremtid.
Selvom vores samtale foregik på kinyarwanda via telefontolk, havde hun ikke meget at sige om sin hverdag. Der var ikke så meget at fortælle. Hun opholdt sig mest i sin lejlighed. Nogle gange gik hun ned og handlede lidt i det lokale supermarked, men hun gik ikke længere ture i byen, af frygt for ikke at kunne finde tilbage. Hun så jævnligt sin søster, der boede i stueetagen i naboejendommen – men det var primær hendes ene niece, der hjalp hende i hverdagen fx med lægeaftaler eller ved møder med hendes sagsbehandler. Roberta henviste konsekvent til niecen som ’min datter’.
I mange UNHCR-lejre, som den Roberta tidligere boede i, findes der ikke et egentligt arbejdsmarked. Basale fødevarer uddeles fra lejren. Nogle har måske en rolle i en af de mange NGO’er, der er tilstede i lejrene. Andre arbejder som daglejer eller stuepige uden for lejrene eller dyrker måske en lille køkkenhave (DRC Dansk Flygtningehjælp 2021). Da jeg lidt i desperation over vores træge samtale spurgte Roberta, hvad hun kunne tænke sig at lave, nu hun var kommet til Danmark, svarede hun lidt opgivende: ’Jeg har aldrig haft et arbejde… Jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre’.
Dette er del af udfordringen. Roberta er ældre og ikke målgruppen for kommunens arbejdsrettede integrationsprogram. Hun går på sprogskole, og en gang om ugen besøger hun det lokale aktivitetscenter for ældre. Her får hun the og kage, og forsøger at lære forskellige former for håndarbejde. Realistisk set kommer Roberta nok aldrig i arbejde. Hun vil have sin søster og to niecer, som primær kontaktflade – men de starter jo også deres egne nye liv. Om nogle år vil Roberta kunne søge folkepension, men den vil være lav, da hun jo ikke har optjent ret til fuld pension grundet regler om ’brøkpension’ (Liversage og Rytter 2021) – så hun kan se frem til en alderdom i fattigdom, nok relativt isoleret i sin lejlighed.
Ældre flygtninge som Roberta er oplagte mål for frivillige indsatser. Siden 2016 har Røde Kors og DRC Dansk Flygtningehjælp sammen varetaget indsatsen ’Venner viser vej’, hvor det er ambitionen, at alle flygtninge der kommer til Danmark, skal matches med en frivillig dansk ven. Dette har imidlertid vist sig svært at håndhæve for 2020-kohorten af kvoteflygtninge, der jo ankom i vinteren og foråret 2022 netop som Rusland angreb Ukraine og indledte en krig, der har sendt tusindvis af fordrevne kvinder og børn til Danmark. Ukrainerne blev mødt med særlove fra politikerne og åbne arme af den brede danske befolkning. De blev endvidere omtalt i medier og blandt politikere som værende ’ligesom os’ dvs. europæere, kristne, ’hvide’ og særdeles arbejdsomme. Det stod hurtigt klart, at ukrainerne stod forrest i række til at modtage danskernes hjælp – deres situation, tab og lidelse overtrumfede andre flygtninges ditto (Crawley and Skleparis 2018). Frivillige kræfter gik til at hjælpe fordrevne fra Ukraine, mens de congolesiske kvoteflygtninge over hele landet kom i anden række.
Ældre flygtninge har det næsten per definition svært. De falder ofte – som Roberta – mellem forskellige stole. De passer ikke ind i de integrationsprogrammer kommunerne har designet, som primært er rettede mod ’ideal flygtninge’, der kan starte en jobpraktik og på (kort eller længere) sigt komme ud på arbejdsmarkedet. Tilsvarende er frivillige indsatser hos de store flygtningeorganisationer ofte ikke gearet til ældre flygtninge, men primært rettet mod ’ideal flygtninge’ og mod aktuelle flygtningebevægelser, som det anseelige antal fordrevne, der aktuelt ankommer fra Ukraine.
Endeligt bør ældre som Roberta være en oplagt målgruppe for de store landsdækkende ældreorganisationer. Udfordringen er dog, at der endnu er så relativt få ældre flygtninge, at de endnu ikke rigtigt er blevet inddraget – og igen, vil et manglende fælles sprog givet være en barriere for etablering af nye, varige fællesskaber mellem ældre danskere og ældre, der er flygtet eller blevet genbosat sent i livet.
Der er dog alligevel håbefulde muligheder for Roberta og andre ældre congolesiske kvoteflygtninge. Mobiltelefon og SoMe tilbyder i dag mulighed for at knytte og vedligeholde forbindelser på tværs af de genbosatte familier samt med venner og slægtninge tilbage i Rwanda eller DR Congo. (Dette forudsætter dog, at de i deres sparsomme budget har penge til en telefon og et abonnement). Siden 2020-kohortens ankomst har der ydermere været en mobilisering af den dansk-congolesiske diaspora, bestående af tidligere kvoteflygtninge. De rækker aktivt ud til de nye familier, dels for at inkludere dem i diverse sociale aktiviteter, møder og sommerlejre, dels for at hjælpe dem med at forstå de forventninger, som kvoteflygtninge mødes med fra deres hjemkommune, integrationsprogram og den digitaliserede velfærdsstat. Der er således en masse aktivitet flygtning-til-flygtning, der sker på kinyarwanda og med erfaringsbaseret indsigt og forståelse for den svære situation, som alle genbosatte – inklusiv ældre som Roberta – står overfor i opbygningen af et nyt liv i Danmark. Denne form for diaspora-foreninger og netværker udfolder sig ofte udenfor den brede offentligheds søgelys, men udgør en anseelig ressource, hjælp og mulighed for nyligt ankommende.
Litteratur
Crawley, Heaven and Dimitris Skleparis (2018). “Refugees, migrants, neither, both: categorical fetishism and the politics of bounding in Europe’s ‘migration crisis,’” Journal of Ethnic and Migration Studies, vol. 44(1): 48-64.
DRC Dansk Flygtningehjælp (2021). Kvoteflygtninge fra DR Congo. Vidensnotat, Center for udsatte flygtninge.
Jørgensen, Rikke Egaa og Ditte Shapiro (2023). ”Engang flygtning, altid flygtning?: Hyperprekære integrationsprocesser mellem politik og praksis” i M. Rytter, S-L. Mortensen, S. Bregnbæk og Z. Whyte (red): Paradigmeskiftets konsekvenser: Flygtninge, stat og civilsamfund. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 261-280.
Liversage, A. and M. Rytter (2022). ”De nye gamle. Karakteristika ved den voksende gruppe etniske minoritetsældre”, Tidsskriftet Gerontologi, vol. 38(1): 20-28.
Ramsay Georgina (2018). Impossible Refuge: The Control and Constraint of Refugee Futures. London: Routledge.
Rytter, Mikkel and Narges Ghandchi (2020). “Workers for free: Precarious inclusion and extended uncertainty among Afghans in Denmark”. In KM. McKowen og J. Borneman (eds.): Digesting Difference: Ethnographies of Sociocultural Incorporation in Migrant Europe. New York. Palgrave Macmillian, 185-207.