Den 21. februar 2019 vedtog et flertal i Folketinget bestående af Venstre, Konservativt Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet lov L140, om ændring i udlændingeloven, integrationsloven og repatrieringsloven. Lovændringerne blev samlet kaldt ”paradigmeskiftet”, fordi de indvarslede en ny version af forholdet mellem flygtninge og den danske stat og velfærdssamfund. Nu skulle alle opholdstilladelser være midlertidige og målet var ikke længere, som det ellers have været en politisk agenda i årtier, at integrere de nyligt ankommende i samfundet. I stedet blev dagsordenen, at flygtninge kun havde midlertidig beskyttelse og skulle retur til deres oprindelseslande, så snart som muligt.

Flere politikere, civilsamfundsorganisationer og forskere diskuterede i begyndelsen hvorvidt paradigmeskiftet ikke blot var ”gammel vin på nye flasker”. Det viste sig dog hurtigt at være reelt nok. Ændringen blev manifesteret med oprettelsen af den nye Hjemrejsestyrelse i august 2020, og adresseret da statsminister Mette Frederiksen (Socialdemokraterne) i januar 2021 præsenterede regeringens fremtidige målsætning om ”nul asylansøgere”. Da udlændingemyndighederne kort før påske i 2021, valgte ikke at forlænge de midlertidige opholdstilladelser for syrere fra Damaskus området var paradigmeskiftet ikke længere en strid om semantik, men en uomtvistelig realitet, der havde forskubbet dagordnen i dansk flygtningepolitik.

Siden har der løbende været præsenteret historier i avisartikler, podcast, og dokumentarfilm (Graversen 2022; DR Dokumentar 2022), der præsenterer enkeltsager og rejser spørgsmålstegn ved ret og rimelighed i, at Syriske familier nu skal sendes retur til det Assad-regime, som de år tilbage flygtede fra. I mange tilfælde står unge syriske kvinder frem. De risikerer i højere grad hjemsendelse end jævnaldrende unge mænd, fordi de ikke vil blive indkaldt til militærtjeneste i Syrien. De unge kvinder beretter forholdsvis samstemmende, hvordan de selv og deres familie flygtede, fordi de var i opposition til Assad-regimet. Siden har de boet 5-7 år med deres respektive familier i Danmark, hvor de har læst dansk, startet en uddannelse og taget forskellige former for arbejde – de har kort sagt gjort alt det, som de fik besked på, at de skulle gøre for at blive en del af samfundet. Alligevel bliver deres opholdstilladelse ikke forlænget. I stedet bliver de bedt om at rejse hjem – vil de ikke det, må de acceptere at blive sendt på ”udrejsecenter” på ubestemt tid, indtil de frivilligt vælger at forlade landet. Denne ordning skyldes, at Danmark ikke har en udsendelsesaftale med Syrien. 

I mange tilfælde er det skolelærere, gymnasierektorer, fodboldtrænere eller arbejdsgivere, der taler deres sag i medierne og forsøger at appellere til de respektive myndigheder og politikere om at få omgjort deres sag. Flygtninge modtager ofte pro bono bistand fra organisationer som DRC – Dansk flygtningehjælp, Refugee Welcome og forskellige advokater til at føre deres sager i Flygtningenævnet. Og det lykkes faktisk for mange at få omgjort den første afgørelse. Enten fordi der er fremkommet nye aspekter i deres sag, som peger i retning af et individuelt beskyttelsesbehov. Eller, i enkelte tilfælde, fordi deres optrædener i nationale medier, hvor de fremfører deres sag og kritik af det syriske regime, har gjort dem til så kendte navne og ansigter, at de givet vil blive mødt med diverse sanktioner, hvis de vender retur til Syrien.

Der er imidlertid også fra tid til anden sager om ældre flygtninge, der får inddraget deres opholdstilladelser og sendes retur til deres oprindelsesland.

I løbet af sommeren og efteråret 2022 bragte forskellige medier historien om det ældre syriske ægtepar Ahmad Bashir al-Bathish og Khadijah Nahouli, der er hhv. 78 år og 65 år gamle og lider af PTSD og demens. De boede tidligere på udrejsecenter Kærshovedgård, men parret blev overført til plejehjem i Tønder, da de var for svage til at bo på udrejsecenter. Ægteparret har to voksne børn med opholdstilladelse i Danmark, mens deres fem øvrige voksne børn ligeledes har fået deres opholdstilladelse inddraget og bor på udrejsecenter Ellebæk.

Tidligt om morgenen den 1. november, 2022 blev ægteparret hentet på plejehjemmet af en gruppe politibetjente og sammen med deres fem voksne børn, blev de tvangsudsendt til Libanon i et chartret polsk privatfly. Da det syriske par i juli blev udvist af Danmark (men altså reelt blot sendt på udrejsecenter) skete det fordi Ahmad, ifølge udlændingemyndighederne, havde fået udstedt et libanesisk pas, mens familien boede i en flygtningelejr i Libanon, inden de ankom til Danmark for syv år siden. Det er på den baggrund, at Flygtningenævnet har vurderet at ægteparret, trods syrisk baggrund, kan sendes til Libanon. De fem voksne børn udsendes sammen med deres forældre, da deres asylsager er knyttet til faderens asylsag. Selvom den libanesiske ambassade bestrider, at de skulle være libanesere, er de alle syv nu sendt til Beirut, hvor de må klare sig selv, som de nu kan.  

I forskningsprojektet Solidarities interesserer vi os blandt andet for at forstå dynamikker vedrørende tilblivelse, anerkendelse eller bestridelse af solidaritet omkring minoritetsældre i den danske velfærdsstat. Mediebårne sager som den pågældende vedrørende Ahmad og Khadija, tenderer et ”border spectacle” (De Genova 2013), der bliver lanceret og diskuteret i nationale medier samt af diverse NGO’er og individuelle borgere på sociale medier. Ved denne type sager ses ofte en akut forundring, forargelse, frustration og vrede over den aktuelle flygtningepolitik. Denne form for opblussende empati, solidaritet og opråb er dog i mange henseender flygtig. Når sagen mister nyhedens interesse, som fx når Ahmad, Khadija og deres fem voksne børn er fløjet afsted til Libanon, så vender den brede offentlighed tilsyneladende tilbage til en generel accept af ”paradigmeskiftet” og dets menneskelige konsekvenser. Befolkningen har langt hen ad vejen bakket op om skiftende regeringers mantra, lanceret af statsminister Anders Fogh Rasmussen (Venstre) tilbage i 2001, om, at Danmark fører ”en fast og fair udlændingepolitik”. Selvom vægtige NGO’er som DRC – Dansk Flygtningehjælp, Mellemfolkeligt Samvirke, Amnesty International, Refugee Welcome eller Center for Menneskerettigheder fastholder deres kritik af flygtningepolitikken, så ser vi en new normal i dansk politik og offentlighed, hvor mange måske nok kan se det urimelige i enkeltsager, men tilsyneladende ikke kobler dette til den mere almene praksis omkring flygtningepolitikkens hjemsendelsesdagsorden. Der har været forskellige meningsmålinger, der viser, at befolkningens opbakning til den stramme udlændingepolitik måske er vigende. Ligesom Alex Vanopslagh, leder af Liberal Alliance, har udmærket sig ved at efterlyse et ”mentalitets- og holdningsskifte” i udlændingepolitikken og blandt andet foreslået, at flygtninge der arbejder og bidrager til det danske samfund, skal have lov at blive i landet. Uagtet disse skvulp nyder paradigmeskiftet i dag tilsyneladende bred politisk opbakning i Folketinget og befolkningen.

Der er dog noget særligt på spil, når det handler ældre flygtninge som Ahmad og Khadija. Som svagelige ældre, ramt af PTSD og demens, er de ikke omfattet af fortællingen om den uddannelses- og arbejdsmarkedsparate flygtning, der på sigt vil kunne bidrage til det danske samfund. De er ikke i en position og fase i livet, hvor de er arbejdsduelige – og derfor passer de mindre godt ind i det modtagesystem og den type ”integrationsprogrammer”, der særligt siden 2015 har haft fokus på arbejdsmarkedsdeltagelse og selvforsørgelse (Rytter 2018; Shapiro & Jørgensen 2021). Ældre flygtninge kan ikke honorere denne fordring og forventning.

Endelig er det påfaldende med den larmende tavshed fra landsdækkende interesseorganisationer som fx Ældresagen eller Danske Seniorer, når en sag som Ahmad og Khadija toner frem i medierne – men det er måske ikke så underligt endda. For vel er det et ældre ægtepar, men de har jo ret beset fået inddraget deres opholdstilladelse og bor på udrejsecenter med henblik på at rejse retur. De falder mellem stole og ikke rigtig ind under ældreorganisationernes resort område.

Uanset hvad, så vil der i de kommende år blive stadigt flere minoritetsældre i Danmark – både med indvandrerbaggrund og med flygtningebaggrund. Problematikkerne omkring ældre flygtninge er mange, reelle og specifikke for denne sårbare gruppe – og de er absolut ikke blevet mindre med indførelsen af paradigmeskiftet i 2019.

References

De Genova, Nicholas (2013). “Spectacles of migrant ‘illegality’: the scene of exclusion, the obscene of inclusion”, Ethnic and Racial Studies, 36:7, 1180-1198

DR dokumentar (2022). ”På flugt fra Danmark”, https://www.dr.dk/drtv/se/paa-flugt-fra-danmark_342411

Graversen, Michael (2022). ”Sending Aya back”, https://www.youtube.com/watch?v=IhUhf1TiC3A

Rytter, Mikkel (2018). ”Made in Denmark. Refugees, integration and the self-dependent society”. Anthropology Today, vol. 34(3): 12-15.

Shapiro, Ditte & Jørgensen, Rikke Egaa (2021). ”Are we going to stay refugees?: Hyper-precarious processes in and beyond the Danish integration programme. Nordic Journal of Migration Research, 11(2): 172–187.

Share: See me coming

GET UPDATES

This field is required.

Read our privacy policy.