Som et led i corona-nedlukningen af Danmark forsøger jeg dagligt at komme ud og bevæge mig og få lidt frisk luft i frokostpausen mellem de lange rækker af møder på Zoom og Teams. For nylig gik jeg en tur rundt om Avedøvre Holme sammen med hundeluftere, cykelmotionister og kondiløbere, der ligeledes var ude og nyde solen. Da jeg passerede et ældre ægtepar på molen drejede damen hovedet og vrissede ad mig, at jeg skulle ”gå ud til siden” og ”hold afstand!”. Jeg blev ærligt talt noget paf over hendes udfald, men så kom jeg også i tvivl: Var det mig, der havde fyldt urimeligt meget? Havde jeg ageret uansvarligt i det offentlige rum? Havde jeg uforvarende udvist mangel på samfundssind?
Dagen efter denne episode blev det diskuteret i morgenradioen på DR P1, hvordan mange ansatte i dagligvarebutikker føler sig utrygge ved kunder, som tilsyneladende ikke overholder retningslinjer om at afspritte hænder og holde afstand. Flere ansatte kunne berette, at kunderne ofte bliver meget sure (måske endda rasende), hvis de ansatte påpeger overfor dem, at de ikke agerer hensigtsmæssigt i forhold til butikkens retningslinjer og de gældende corona-restriktioner.
Endelig sluttede ugen med en massiv mediedækning af danskere, der har været på ferie i Dubai. Det har så vidt ikke været forbudt at rejse til Dubai, så længe forskellige restriktioner omkring testning og karantæne er blevet overholdt. Ikke desto mindre satte et billede på sociale medier af en gruppe smilende sportsstjerner og musikere med farverige drinks fra en sammenkomst på en restaurant i Dubai gang i debatten. Mest prominente i selskabet var koryfæer som dansk fodbolds enfant terrible Niklas Bendtner, bordtennisspilleren Michael Maze og bokseren Mikkel Kessler. Billedet afstedkom nogle ophedede diskussioner om rimeligheden i, at ’nogle’ rejser til Dubai og fester, mens alle andre er bundet til hjemmet under nedlukningen. Anfægtelsen fik yderligere et nøk, da det viste sig, at flere hjemvendte fra Dubai var smittede med corona og bragte den såkaldte Sydafrikanske-variant med tilbage til Danmark.
Rækken af episoder fra min nævnte spadseretur, kundeadfærd i dagligvarebutikker, og massive SoMe-fordømmelser har det til fælles, at de alle handler om samfundssind og de nye socialitetsformer, som vi alle har været pålagt og underlagt siden den 11. marts 2020, hvor corona-restriktionerne og nedlukningerne blev indført i Danmark. Det var ved denne lejlighed, at landets socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksen holdt sin nu berømte tale til nationen, der satte begrebet ’samfundssind’ højt på den politiske dagsorden og gjorde begrebet til allemandseje; samfundssind blev med et trylleslag en måde at se, forstå og forestille os relationerne mellem borgere i det danske samfund. Samfundssind kom til at udgøre en særlig moralsk fordring, som vi alle må indordne os i kampen mod pandemien.
Det er imidlertid ikke Mette Frederiksen, der har opfundet begrebet ’samfundssind’. Det har en længere historie, som, næppe tilfældigt, kan dateres tilbage til den tidligere socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning (1873-1942), der anvendte det i relation til den økonomiske krise i 1930erne og siden ved starten på anden verdenskrig, da han bad danskerne om at tænke på det fælles bedste og afholde sig fra at hamstre fødevarer. Ved at gentage Staunings anmodning om, at den danske befolkning skal udvise samfundssind, indikerer Mette Frederiksen, at vi i dag befinder os i en krisetid, der kan sammenlignes med den økonomiske krise i 1930erne og starten på anden verdenskrig. Pandemien blev således fra staten castet som en udefrakommende fjende, der truer den danske befolkning og nation.
Uanset veje og omveje, så er samfundssind i dag på alles læber og mentale landkort; det er blevet helt centralt i vores ideer om forholdet mellem borgerne, samfundet og staten. Begrebet er blevet så populært, at det ved årets udgang blev kåret som Årets ord 2020 af dansk sprognævn og radioprogrammet ’Klog på sprog’.
Det er altså blevet et populært mantra, at vi alle skal udvise samfundssind; Samfundssind er et indiskutabelt og uafviseligt moralsk påbud: alle må yde deres bidrag for at bekæmpe den fælles udfordring. Og det går faktisk så godt, at vi nok ikke kan sige os helt fri for at excellere i disciplinen ’corona-nationalisme’ og en vis portion selvgodhed.
Langt hen ad vejen beror ideen om samfundssind på en forestilling om den danske befolkning og samfundsmodel som særlig og unik. Her er der ligheder mellem ’samfundssind’ og et andet begreb, der ofte præsenteres som noget unikt for den danske befolkning og nation, nemlig ’hygge’. Men hvor hygge tager form i det velkendte, nære og hjemlige fælleskab, så retter samfundssind sig mod det mere abstrakte forestillede fælleskab af danske borgere og deres handlen og ageren i det offentlige rum.
En praktisk udfordring ved begrebet samfundssind er dets karakter af en ”tom betegner” – det er et umådeligt fleksibelt begreb, der favner alt og intet. På den ene side har den danske befolkning meget hurtigt accepteret og internaliseret fordringen om, at vi skal udvise samfundssind – på den anden side kan man godt hele tiden blive lidt i tvivl om, hvem, hvornår og hvordan det gøres bedst, mest effektivt og korrekt? Det er uklart. Omvendt, har vi tilsyneladende lettere ved at påpege, når andre ikke udviser samfundssind – denne umiddelbare fornemmelse for andres overskridelse af samfundssindets grænser kan ramme under en gåtur, i supermarkedet eller når man ser andres festlige feriebilleder fra Dubai. Grundet sit omfattende, men også meget fleksible, moralske påbud udgør samfundssind det, den norske antropolog Marianne Gullestad kaldte et ”usynligt hegn”, der løbende optegner skel mellem de gode borgere, der udviser det rette samfundssind ved at følge statsministerens og sundhedsmyndighedernes opfordringer og de, der menes ikke at gøre det.
I forskningsprojektet ’Solidarities’ arbejder det ene danske delprojekt med syriske flygtninge boligplaceret på Samsø og det andet delprojekt med etniske minoritetsældre og deres familiers møde med velfærdsstatens ældresektor. Vi er nysgerrige efter at forstå, hvordan moralske fordringer, krav og praksisser vedrørende samfundssind løbende er med til at optegne og manifestere grænser mellem grupper af borgere, samt hvorvidt, hvordan og i hvilken grad flygtninge og indvandrere møder særlige krav for at blive set som ’gode borgere’, der udviser det rette samfundssind. En case fra sommeren 2020 om smittestigning blandt dansk-somaliere i Aarhus illustrerer, hvordan det kan være ekstra svært for flygtninge og indvandrere at blive set og anerkendt som ’gode borgere’ med det rette samfundssind.
Det startede i august, da der blev registreret en markant stigning i antallet af smittede blandt dansk-somaliere i Aarhus. I uge 32 havde hele 179 af 341 smittede i Aarhus kommune somalisk baggrund. Det blev diskuteret, hvad der mon lå til grund for den markante stigning. Nogle pegede på Eid-fester som afslutning på Ramadan-måneden, andre på begravelsen af den lokale rapper kaldet Shmur, med det borgerlige navn Abukar Hassan Ali, der den 22. juli blev skudt og dræbt på parkeringspladsen ved Jysk Væddeløbsbane i Aarhus. Politiet anslog efterfølgende, at op mod 500 mennesker deltog i hans begravelse.
Uanset hvad så var der hurtigt folketingspolitikere ude i dagspressen og på sociale medier og beklage, at etniske minoriteter, der, som nogle hævdede, lever i ’lukkede miljøer’ og ’parallelsamfund’, ikke kan eller vil forstå de generelle retningslinjer omkring corona og bryde smittekæderne. Inger Støjberg, dengang næstformand i partiet Venstre, foreslog, at staten skulle træde til og evt. tvangsisolere de dansk-somaliere, der ikke overholdt de udstukne retningslinjer.
I de følgende dage var der rapporter om, at der blev set skævt til dansk-somaliere, når de handlede i dagligvarebutikker eller benyttede offentlig transport. Ligesom der kom meldinger om dansk-somaliske børn, der blev drillet i skolen. Ideen om den smittebærende dansk-somalier ramte alle over en kam og resulterede i en form for corona-racisme, der virkede ved at fremhæve og udskamme hele gruppen af dansk-somaliere som en befolkningsgruppe, der ikke udviste det rette samfundssind og derfor spredte pandemien.
Som modreaktion gik foreningen AarhuSomali og en række andre somaliske foreninger ind i kampen mod corona. I samarbejde med Aarhus Kommune blev der oprettet en særlig ’Task Force’ til corona-bekæmpelse. Der blev hurtigt lavet og uddelt oplysningsmateriale på somalisk, ligesom der blev videregivet mundtlig information om smitteforebyggelse, håndhygiejne og testning blandt dansk-somaliere i Aarhus og omegn.
Effekten udeblev ikke. Nogle uger senere begyndte smittetallene at falde og Aarhus Stadsdirektør kunne rosende konkludere, at det havde gjort en kæmpe forskel, at de somaliske foreninger var klar til at samarbejde med kommunen med henblik på at stoppe smittespredningen.
Denne korte redegørelse af forløbet yder på ingen måde retfærdighed til de mange lokale initiativer, der opstod i krydsfeltet mellem dansk-somaliere, kommunen og civilsamfundet i denne periode. Alligevel viser casen fra Aarhus, hvordan det pludseligt stigende smittetal blev en (næsten kærkommen) lejlighed for dansk-somaliere til at rykke sammen og gennem deres aktive indsats bevise, at de faktisk er gode borgere, der kerer sig om deres omgivelser og tager ansvar for at begrænse smittespredningen i det danske samfund. Hvor den akut stigende smitte ledte til en umiddelbar anfægtelse og udgrænsning af dansk-somaliere for ikke at udvise det rette samfundssind, så viste den efterfølgende fælles indsats mellem dansk-somaliske ressourcepersoner, foreningslivet og den kommunale sundhedsindsats det modsatte.
Med statsminister Mette Frederiksens mobilisering af begrebet og ideen om samfundssind er det blevet del af alle danskeres hverdag under pandemien; vi er begyndt at se og forstå relationerne mellem os selv og vores omgivelser i forhold til, om vi udviser den rette grad af ansvarlighed og moralsk praksis: uanset om det gælder den daglige travetur, indkøbsture i Føtex eller rejser til Dubai. Forskningsprojektet ’Solidarities’ vil blandt andet udforske hvordan ideer om samfundssind medvirker til at opsætte skiftende grænser for fællesskaber og solidaritet på kryds og tværs i det danske samfund.